15. november 2005

Hvad bobler for tiden hos Liederbräu?

Der er for tiden gang i 2. brygninger af tidligere 'modeller', hvilket vil sige at det er anden gang vi brygger den samme øl, om end til tider med modifikationer.

Det drejer sig netop nu om Liederbräu Plzeň, Liederbräu OddSchiffslein 'rev. b' og derudover har vi flasketappet Liederbräu Zweiunddreißig til lagring indtil 1. december, hvor det er planlagt at julesneen skal dale blidt og hvidt!

Lierderbräu OddSchiffslein 'rev. b'

Derudover er det en 'revision b' af den fra flere sider roste skipperstout, Lierderbräu OddSchiffslein, brygget på pilsnermalt, sortmalt, chokolademalt og røgmalt, tilsat fin engelsk rålakrids og humlet med den elegante britiske East Kent Golding humle i rigt mål!

I forhold til den oprindelige øl, brygget til en afgangseksamen for to talenterede designere fra Designskolen Kolding, er der mere røgmalt i denne 'revision b' samt mere lakrids. Dette er valgt primært for at imødekomme røgmaltens lidt flygtige natur, der gør at det røgede præg aftager over tid, såvel smagsmæssigt som duftmæssigt.
Målet har således været at raffinere øllets egenskaber yderligere i retning af en holdbar ensartethed over tid, samt yderligere facettere smagen og differentiere den fra Liederbräu Russische Zarina, der er søsterbryggen til denne og brygget samtidig.

Også denne øl er flaskekarboneret med de samme gode egenskaber til følge, som de øvrige bryg fra Liederbräu Brauerei. Alkoholstyrken er ca. 7% vol.

OddFischlein - Grafisk design der stinker!

Liederbräu Plzeň

For øjeblikket er det en 2. brygning af en lækker tjekkisk pilsnertype, Liederbräu Plzeň, med øltypens gode klassiske aner i behold, der er næst i rækken til at blive tappet på flasker.
En fornem tjekkisk pilsnergær fra Plzeň regionen, den fine böhmiske pilsnermalt og Saaz humlen til at give en tør, kraftigt humlet karakter med et let floralt duftpræg.

Øllet er flaskekarboneret, hvilket vil sige at boblerne dannes af gærens aktivitet i flasken efter denne kapsles. Resultatet er fine blide bobler, der langsomt stiger til overfladen og ellers lægger sig fint langs glassets kant. Alkoholstyrken er ca. 4.4% vol.

14. november 2005

Det snart jul, og juleøl skal der jo til, så....

HEP HEY!!! -Entré Liederbräu Zweiunddreißig!!

Der er tale om en lækker, maltsød og humlebitter jule 'lager' krydret med kanel, vanille og sød appelsinskræl og brygget på en fornem böhmisk gærstamme med oprindelse i Weihenstephan i Tyskland.

Alkoholstyrken er på 7% vol., så der er rig grund til at tro det kan blive festligt at dele en ramme af denne lækre bryg...